Snak Om Tobak
Snak Om Tobak

Klik på rådene og få dem uddybet

Fortæl dit barn, at du tager afstand til rygning, og fortæl om dine egne erfaringer med rygning

Mange forældre, der selv ryger, synes ikke, at de kan tale med deres barn om rygning, fordi de føler sig utroværdige eller dobbeltmoralske. Men undersøgelser viser, at du kan påvirke dit barn til at holde sig røgfri, selvom du ryger. Det kan du gøre ved jævnligt at tale med ham/hende om rygning. Fortæl at rygning er en dårlig ide, og snak med dit barn om dine egne erfaringer med rygning. Du kan for eksempel fortælle om din afhængighed eller de negative konsekvenser, rygning har haft for dit udseende og din krop.

Du kan også komme ind på, hvilke positive effekter det ville have for dig at stoppe med at ryge:

  • Flere penge på lommen
  • En pænere hud med færre rynker
  • Flottere tænder og bedre ånde
  • Bedre kondition

Du kan sammen med dit barn bruge en økonomiberegner. Den viser, at rygning er en dyr vane, og at han/hun kan købe andre sjove ting, for de penge, som bliver brugt på cigaretter. Eksempelvis nyt tøj eller en iPhone. I kan også sammen lave tjæretesten, som viser hvor meget tjære en ryger har i lungerne.

Det er vigtigt, at du jævnligt taler med dit barn om rygning. Så kan du bedre følge med i, om han/hun begynder at interessere sig for at eksperimentere med at ryge.

Skab et røgfrit miljø omkring dit barn, og vær særlig opmærksom på din egen rygning i forhold til dit barn

Du kan være med til at støtte dit barn til et liv uden rygning ved at sørge for, at der er så lidt rygning i dit barns omgivelser som muligt.

Du kan starte med dit eget hjem og dine egne rygevaner i forhold til dit barn. Undersøgelser viser, at det er en god idé, at du som forælder opstiller nogle klare rygeregler for dit hjem og dig selv i relation til dit barn. For eksempel kan du indføre, at hverken du eller nogen andre må ryge indendørs eller i bilen. Derudover er det en god idé, at du gør din egen og andres rygning så lidt synlig for dit barn som muligt. Lad for eksempel ikke cigaretpakker ligge fremme i hjemmet, og hvis du ryger udendørs, så stil dig, hvor dit barn ikke kan se det.

En anden god idé er at gøre hjemmets rygeregler mere gyldige og ’officielle’ ved at skrive dem ned og hænge dem på opslagstavlen eller køleskabet. På den måde er rygereglerne synlige for både dit barn, dig selv og de personer, som færdes i dit hjem.

Udover at lave rygeregler i dit eget hjem kan du gøre en indsats for, at dit barn heller ikke bliver udsat for røg i skolen, vedfritidsaktiviteter eller sammen med vennerne. Forhør dig for eksempel om rygereglerne på dit barns skole eller det sted, hvor dit barn dyrker fritidsaktiviteter, og spørg dit barn om han/hun færdes sammen med kammerater, der ryger.

Hvis du opdager, at dit barn færdes steder, hvor der bliver røget, skal du være ekstra opmærksom på dit barns holdning til rygning. Jo mere, dit barn færdes i et miljø, hvor der er nogen der ryger, jo større er risikoen for, at dit barn bliver fristet til selv at prøve det.

Skriv en Røgfri aftale med dit barn. Du kan sagtens støtte dit barn i at være røgfri, selvom du ryger

Der er mindre risiko for, at dit barn begynder at ryge, hvis I skriver en Røgfri aftale.

En Røgfri aftale er en skriftlig aftale mellem dig og dit barn. Dit barn skriver under på, at han/hun ikke vil ryge, og du lover at støtte op om beslutningen. Hvis dit barn overholder aftalen i et helt år, kan du give ham/hende en belønning i form af eksempelvis nyt tøj, ekstra lommepenge eller en tur i biografen. Du kan sagtens skrive en aftale sammen med dit barn, selvom du ryger.

Undersøgelser viser, at dit barns risiko for at begynde at ryge falder betydeligt, hvis I skriver en Røgfri aftale sammen. Du kan læse mere om den Røgfri aftale og downloade den på 'Guide til aftaleskrivning'.

Med aftalen forpligter du dig til at støtte dit barn i at holde sig røgfri ved jævnligt at tale med ham/hende om rygning og gøre dit bedste for, at dit barns omgivelser er så røgfrie som muligt. Du behøver ikke ændre dine egne rygevaner for at skrive under på aftalen.

Tag ikke for givet, at dit barn forbliver ikke-ryger

Selvom du er sikker på, at dit barn aldrig kunne finde på at ryge, er det vigtigt, at du jævnligt taler med dit barn om rygning.

Erfaringer viser nemlig, at børn og unge kan blive fristet til at eksperimentere med at ryge, selvom de tidligere har taget afstand til rygning. Måske ser de noget, der gør dem nysgerrige, eller de kan blive udsat for gruppepres.

Selvom dit barn har givet udtryk for aldrig at ville tænde en cigaret eller måske synes, at rygning er taberagtigt eller klamt, skal du altså ikke tage for givet, at han/hun bliver ved med at sige nej til rygning.

Ved at tale med dit barn om rygning mindst hver anden måned kan du bevare en føling med, hvordan dit barns holdning til rygning udvikler sig. På den måde kan du også hurtigt gøre noget, hvis dit barn på et tidspunkt eksperimenterer med tobak, og I kan sammen forebygge, at det udvikler sig til afhængighed.

Alliér dig med andre forældre

Det kan være en stor hjælp at tale med forældrene til dit barns venner eller klassekammerater. Sammen kan I gøre en fælles indsats for at holde børnene røgfri.

Et sted at starte er i dit barns klasse. Du kan måske foreslå, at forældregruppen laver en fælles rygepolitik for klassens elever til fester og andre arrangementer uden for skolen. På den måde kan I prøve at undgå, at rygning bliver opfattet som spændende og tiltrækkende i dit barns klasse. Hvis dit barn går til en fritidsaktivitet, kan du også her snakke med forældregruppen om, at der skal laves nogle rygeregler.

Der kan være situationer, hvor det ikke er muligt at indføre fælles rygeregler blandt den gruppe unge, dit barn omgås. Det kan for eksempel være, hvis dit barn mest omgås venner, som ikke går i klassen. Hvis du ikke kan arbejde for fælles rygeregler, kan du i stedet tage en snak med forældrene til dem, dit barn omgås meget. Spørg åbent ind til deres oplevelse af at tale om rygning, og hvordan de forholder sig til, at nogen ryger i nærheden af deres barn.

Snakken med andre forældre kan give dig gode idéer til, hvordan du selv kan tale med dit barn om rygning. Samtidig kan du få et indtryk af, om dit barn færdes med kammerater, der ryger, eller opholder sig i hjem, hvor der bliver røget.

Mener du, at dit barns skole skal gøre mere for at forebygge rygning hos dit barn og de andre elever, kan du læse mere om X:IT. Det er en indsats, der inddrager hele skolen i arbejdet mod rygning.

Fem gode råd
Cookiepolitik

Privatlivspolitik | Henvendelser om persondata: E-mail: persondata@cancer.dk | Klager over brug af persondata: E-mail: dpo@cancer.dk